Det var i Dansk Magisterforening, det hele startede. Vi fik ideen til vores bog om oplæsning på et seminar i landsklubben for selvstændige og freelancere, som vi begge er medlem af. I maj 2016 sad vi altså i et hjørne på et hotel i Glostrup og lavede den første plan over indhold, målgruppe og emner.

 

Derfor var Dansk Magisterforening også hurtige til at invitere os til at holde workshops både i København og Aarhus, da bogen udkom. Workshoppene hed “Skriv bedre tekster med oplæsning som skriveredskab”. Vi havde fornøjelsen af engagerede deltagere, der kom med gåpåmod og lyst til at skrive bedre tekster mere effektivt.

 

Her får du 3 pointer fra workshoppen:

  • Sørg for at kende tekstens situation, før du går i gang med at skrive. Du skal først afklare tekstens genre, mediet, læseren og hvilken hat du har på som skribent. Men allervigtigst er det, at du er klar over dit formål. Der kan kun være et formål pr tekst.

 

  • Brug oplæsning til at mærke, hvor teksten fungerer, og hvor den ikke er god. Når du læser op, vil du hurtigt opdage, hvor i teksten du snubler, fordi sætningen er for kompliceret eller for lang. Særligt hvis du skriver til nettet, er det vigtigt, at sætningerne ikke er for svære at læse.

 

  • Brug oplæsning til at læse korrektur. Man bliver hurtigt blind på sin egen tekst og ender med at skimme frem for at læse. Hvis du selv skal læse korrektur på din tekst, kan du tvinge dig selv til at læse alle ord grundigt, ved at læse teksten op. Det sænker dit læsetempo og mimer en andens øjne på teksten.

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *